NATURENS BOG

D. 11. oktober kl. 17 – 19.30

AT SKRIVE I OG MED OG OM NATUREN

Eftermiddagsseminar på Forfatterskolen

At skrive om naturen er ikke nogen ny opfindelse; forbindelsen mellem skrift og natur har haft mange udtryk igennem tiderne. I lyset af de seneste årtiers opbrud fra næsten eneherskende forestillinger om et radikalt modsætningsforhold mellem mennesket og naturen (rundet af europæisk tænkning og kultur), må man nu på den ene side spørge sig selv om der overhovedet er andre muligheder: Er vi ikke altid allerede natur, og er det så ikke altid allerede naturen vi skriver om? På den anden side har det dominerende modsætningsforhold også sat sig i os som en markant uvidenhed om de andre arter vi deler kloden med. Planter, andre dyr, landskaber, vejrforhold – alle de fysiske kredsløb som vi er afhængige af, men som rigtig mange af os ikke har den fjerneste føling med. Endsige viden om.

Denne eftermiddag møder økologisk landkvinde, naturmediciner og alkymist Lærke Lyhne i selskab med to forfattere som begge arbejder intimt og intenst med at skrive i og med og om naturen og alle dens andre arter, nemlig Gry Stokkendahl Dalgas og C.Y. Frostholm. Andrea Fjordside Pontoppidan vil føre os igennem programmet som både rummer oplæsninger, små oplæg og samtale.

 

Om de medvirkende:

Lærke Lyhne, alkymist, naturmediciner og økologisk landkvinde. Lærke Lyhne er uddannet økologisk landkvinde med speciale i både dyrkning og anvendelse af naturmedicin. Med arbejde på medicinske gårde har hun de seneste 6 år indsamlet viden fra både forskere, alkymister, botanikere og healere. Lærkes tilgang til de vilde og medicinske planters sensoriske univers tager sit udgangspunkt i dufte, smage, berøring, dyrkning, fremstilling og behandling med medicin. Hun bruger metoder til at ekstrahere, fermentere, destillere og transformere planter for at hjælpe mennesket til at genfinde sin iboende kraft.

C.Y. Frostholm(f.1963) er en dansk forfatter og billedkunstner, som igennem hele sit virke har arbejdet åbent, undersøgende og nyskabende i feltet mellem kunstarter og former. Hans seneste bøger, Træmuseet (2018) og Laurbærdialogerne (2021) kredser begge om menneskets forhold til naturen og den økologiske krise. Cyf sad i redaktionen for litteratur- og kunstwebsitet Afsnit P 1999-2009 og i årene 2005-09 skrev han for Weekendavisen. Han har bl.a. modtaget Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat, Bisballeprisen og Otto Gelsted-prisen. Paris en brugsanvisning (2013) blev nomineret til Bukdahls Bet og Montanas Litteraturpris. Træmuseet (2018) modtog Kritikerprisen og var nomineret til Politikens Litteraturpris.

Gry Stokkendahl Dalgas er forfatter og skriveunderviser. I 2019 dimitterede hun fra Talentskolens forfatterlinje, og samme år udkom hendes debutdigtsamling Det er herfra jeg vil begynde at tale, disse ord kan finde vej, for hvilken hun modtog Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris. I foråret 2022 udgav hun langdigtet Kudan; eller Kalven på forlaget Ovbidat, en vanskabt kalvs to-dage-lange liv og talestrøm. Her i efteråret udgav hun bogen At performe transkønnet vrede på forlaget Amulet. Gry Stokkendahl Dalgas arbejder både som skrivende og som underviser med at skrive om og i naturen, og hun har en stor viden om den danske natur og den nuværende biodiversitetskrise.

Andrea Fjordside Pontoppidan er cand. mag. i litteraturvidenskab ved Københavns Universitet, anmelder og redaktør hos Laboratoriet for Æstetik og Økologi. Hun arbejder i skæringsfeltet mellem kunst, litteratur, kritisk feministisk teori og praksisser og politikker omkring jordbrug, hvor hun undersøger måder at forstå forhold og sammenfiltringer mellem det menneskelige og det mere-end-menneskelige i lyset af den ødelæggelse af land, og af økosystemer generelt, der præger vores neoliberale, kapitalistiske samtid. Hun er engageret i forskellige jordbrugsfællesskaber, hvor hun oplever, hvad det vil sige at arbejde med jorden og planterne som samarbejdspartnere i kultiveringen af fællesskaber.

 

Til toppen