Mindeord for Karen
Forfatterskolens studiesekretær gennem de seneste 10 år, Karen Juul, døde den 24. november 2022 efter et års sygdom. På vegne af skolen og nuværende og tidligere elever vil vi gerne udtrykke vores taknemmelighed over Karens fantastiske tilstedeværelse på Forfatterskolen, hendes betydning. For både elever og ansatte var Karen enestående; en kærlig, sjov, omsorgsfuld og reel støtte i det daglige liv på skolen. Karen var god til at lytte og ikke bange for at sige hvad hun mente, hvilket gjorde hende tydelig og tryg at være omkring. Hun engagerede sig helhjertet og solidarisk og med en stærk retfærdighedssans i de problemer, man som elev måtte stå i, hvad enten de var af praktisk eller følelsesmæssig karakter. Samme opmærksomhed havde hun på verden omkring sig, omkring os, hendes blik var skarpt og vidende og humoristisk. Hun var god til at vise begejstring, havde sans for det smukke og sjældne, og delte det gerne med andre. Det kunne være, når hun præsenterede skolens elever for istidslandskabet på Mors på en studietur, eller plantede et Virginia Woolf-inspireret blomsterbed i sin kolonihave. Karen havde i det hele taget et hjertevarmt, karakterfast væsen, som var en uerstattelig del af Forfatterskolen.
Tak for det hele, Karen. Du er meget, meget savnet.