Nye studerende

place449-0

Forfatterskolen har optaget ti nye studerende:

Sebastian Jezewski Sommer
Heidi Helmersen
Glenn Bech Møldrup
Sara Masoudi
Sebastian Nathan
Rasmus Dahl Theisen
Sophie Nørgaard Kallehauge
Anna Nygaard Rieder
Martin Olle Josef Diedrichs
Deniz Kiy

- som vil blive årgang 2017-19 på skolen.

Jeg kan sige, at vi i optagelsesudvalget var meget begejstrede, da det efter måneders læsning og diskussion var lykkedes at sammensætte holdet. Det er ikke alene en af de største årgange i skolens historie, men også en meget varieret årgang litterært set, hvis man tør dømme ud fra deres ansøgninger. Vi håber og tror, at de kommer til at få to spændende år på Forfatterskolen.

Jeg har i øvrigt lyst til at tilføje, at vi har læst virkelig mange gode ansøgninger blandt de 335, som i år søgte ind på skolen. Det er vores opfattelse, at kvaliteten generelt er blevet højere i den bedste halvdel af ansøgerne, og vi havde allerede problemer med at vælge fra, da vi i anden runde sad med 52 ansøgere tilbage. Muligvis er det de mange skrivekurser rundt om i landet, der nu gør deres virkning, vi får mange ansøgninger derfra, men samtidig bør det dog også siges, at der også blandt de ti nye studerende er flere, der aldrig har besøgt et skrivekursus.

Forfatterskolen bliver ind imellem spurgt, hvordan vi optager studerende. Hvad ser vi efter hos ansøgerne? ”Litterær kvalitet” eller ”talent” er lette svar, og de er på sin vis nyttesløse, når man fx konkret sidder med to forskellige tekster og skal vurdere imellem dem. Talent kan se ud på så mange måder, og vores opfattelse af, hvad der er kvalitet, ændrer sig hele tiden.

Som en overvejelse i den retning har jeg herunder indsat, hvad jeg sagde, da jeg til et seminar i Slots- og Kulturstyrelsen i december 2016 var blevet bedt om mit syn på ”kvalitetsbedømmelser i optag og uddannelse af forfatterskoleelever”. Jeg havde 15 minutter, så tilgiv evt. den lidt sølvbryllupstaleagtige stil, det blev nu måden at komme rundt om emnet på:

Vh Jeppe Brixvold, rektor

Kvalitetsbedømmelser i optag og uddannelse af forfatterskoleelever

Når vi på Forfatterskolen skal optage nye elever, bedømmer vi ansøgerne på deres indsendte skønlitterære arbejder. De seneste 3-4 år har vi hvert år modtaget imellem 300 og 400 ansøgninger, som skal igennem 4 optagelsesrunder, før vi ender med en ny årgang på imellem 6 og 10 elever. De to sidste runder varetages af et optagelsesudvalg på seks personer. Der er uundgåeligt meningsforskelle i udvalget, og det er helt nødvendigt, at vi også kan diskutere litterær kvalitet på et principielt niveau.

Det samme gælder egentlig i den daglige læsning af de studerendes tekster. Her er kvalitetsbedømmelsen ofte implicit – groft sagt forstår vi for det meste, hvad teksten vil, og vi diskuterer, hvor godt den gør det – men læsningen medfører ofte en mere principiel diskussion af, hvor vore litterære kvalitetsparametre overhovedet kommer fra, og hvori de har deres berettigelse. Hvorfor synes vi, dét er godt? Hvorfor læser vi, som vi gør?

I virkeligheden måtte man nok ud i en større undersøgelse af både social, kulturel og mentalitetshistorisk art for at forstå, hvilken kvalitetsbedømmelse, der foregår i læsningen af litteratur i dag, ikke kun på Forfatterskolen. Hvad vi finder af værdi i en tekst, har noget at gøre med, hvem vi er. I hvert fald véd vi, at man har læst på andre måder og ledt efter andre kvaliteter end vi gør nu i andre historiske situationer, og at man også læser anderledes andre steder i verden. Vi er aldrig objektive, altid historisk betingede, og jeg tror, at vi må opfatte vores læsemåder og kvalitetsbedømmelser som et stadigt skiftende resultat af en lang litterær tradition, som er gået forud. Lad mig prøve at nævne et par vigtige punkter i den.

Fra den græske antik har vi Aristoteles’ Poetik, den første egentlige bedømmelse af digtningen i den vestlige verden. Her siger Aristoteles bl.a., at litteraturen er en type af sproglige udsagn, som ikke handler om “hvad der skete”, men om “hvordan noget må være for at kunne ske”. Det litterære værk er ikke et aftryk af verden – Herodots historieskrivning kan fx for Aristoteles ikke være digtning, om den så var på vers – værket er noget i sig selv, hvori en særlig orden oprettes for, hvordan ting sker i verden. Værket opfattes nærmest som en slags formel for livet. Det er et gammelt og højt kvalitetskrav til litteraturen, at den skal have en særlig eksemplarisk betydning for os. Den skal være sand på en særlig måde.

Mens en sådan definition af litteraturen iflg. genreteoretikeren Gérard Genette grundlæggende er indholdsbetinget, bliver kvalitetsopfattelsen op igennem historien i stigende grad formbetinget. I den europæiske renæssance kommer fx ideen om det digteriske sprog som et “særsprog” i forgrunden, og digtere og forfattere bliver vurderet på deres dygtighed i forhold til at nå et særligt stilistisk niveau, endda opfylde særlige stilistiske krav. Den historiske effekt af denne kvalitetsopfattelse var en normativ litteraturopfattelse, hvor visse typer af sprog simpelthen måtte opfattes som finere end andre. Til en vis grad spiller denne tankegang stadig en rolle. Vi forventer jo, at litteraturen kan noget særligt med sproget, vi beundrer forfattere og digtere for deres sproglige kunnen, deres evne til at finde det træffende billede, den præcise formulering, den særlig klang i en linje. Et kvalitetskrav som knytter sig til selve den sproglige form.

Nye kvalitetskrav opstår med henholdsvis romantikken og realismen i det 19. århundrede. Romantikken satte kort sagt ideen om den personlige originalitet i forgrunden af vores litteraturopfattelse, hvor den har befundet sig lige siden. Hvis der er noget, vi generelt forventer os af en forfatter eller digter i dag, så er det, at vedkommende skal være original. Han eller hun skal gøre det på sin måde. Det enkelte værk bliver endda til en slags funktion af den individuelle originalitet. Vi taler om digterens “særlige stemme” eller forfatterens “personlige blik på verden” som tydelige kvaliteter.

Realismen i samme periode giver os ideen om litteraturen som en skildring af den aktulle virkelighed. For så vidt i strid med Aristoteles, hvilket har ført til mange senere diskussioner. Realismens idé om virkelighedsskildring fokuserer især på forandringerne i det fælles samfund, i vores civile, sociale og familiære forhold, og meget gerne må skildringen fokusere på særlige problemer i samtiden. I Skandinavien fik denne litteraturopfattelse stor gennemslagskraft igennem især Georg Brandes med hans credo om at “litteraturen skal bringe problemer til debat”. Litteraturen får her et særligt ansvar for samfundets udvikling, idet man forventer sig, at igennem den fri debat imellem frie borgere vil man kunne påvirke samfundet helt op til de politiske beslutningsprocesser. Dette er også i dag et centralt kvalitetskrav, hvis man fx betragter mediernes litteraturomtale.

Modernismen og avantgardebevægelserne i det 20. århundrede gør det til en kvalitet i sig selv at bryde med de traditionelle kvalitetskrav og litteraturopfattelser ud fra ideen om, at en stadigt foranderlig virkelighed kræver en stadigt foranderlig litteratur, som ikke blot skildrer, men også formativt kan præge virkeligheden. Progressivitet, befrielse fra æstetiske, politiske, religiøse og seksuelle normer, ofte en vægtning af det sande frem for det skønne og æstetisk ofte en formel uro i sig selv bliver her til de fremtrædende kvaliteter.

Et nutidigt kvalitetsparameter i vores hjørne af verden kunne måske være inderlighed. En opmærksomhed på det sårbare i mennesket, og en bekendelsesæstetik i litteraturen, som både kan opfattes som en effekt af opmærksomhedssamfundets nedbrydning af skellene mellem privat og offentligt og som et positivt ønske om en mere intim ærlighed mellem mennesker. Inderligheden har romantikkens originalitetstro i sig og også avantgardens normbrud og sandhedssøgen, mens den fx frasiger sig formel dygtighed og ofte også realismens bredere samfundsskildring. Det er svært at sige, hvor længe tendensen vil vare. Efter små ti år med selvbiografi, autofiktion osv., er det måske ikke usandsynligt, at de yngre generationer igen vil noget andet. Da vi for få uger siden holdt planlægningsmøde på Forfatterskolen for at diskutere mulige emner for næste semester, var nogle af de mest populære ønsker traditionel metrik, afro-futurisme og sci-fi. Dét var ikke sket for bare 5 år siden.

Mere overordnet betragtet står vi i dag med lidt af alle de nævnte parametre, når vi bedømmer kvalitet. Vi har den klassiske græske idé om litteraturens selvstændighed som en særlig type af udsagn. Vi har renæssancens krav om litteraturen som et særsprog, om en særlig sproglig kunnen, vi har romantikkens tro på individualisme og originalitet, realismens krav om samfundsvendt skildring, modernismens modstand mod fastgroede normer og vaner og – i det mindste i Skandinavien – en tro på inderlighed som en kvalitet. Og det vil i praksis sige, at værker som rummer blot én eller nogle af disse værdier, kan blive positivt kvalitetsbedømt.

Vi leder også efter disse kvaliteter og bedømmer tekster i forhold til dem på Forfatterskolen. Det ville være umuligt andet. Men samtidig forsøger vi ideelt set også at bevidstgøre os om, hvornår de forskellige parametre er i spil i læsningen, man kunne sige udøve en slags selvrefleksion og derigennem måske opnå en mindre automatisk kvalitetsopfattelse. Ingen af de nævnte parametre bør jo ophøjes til en norm. De studerende skal ikke spændes for en vogn, hvor de skal være fx samfundsvendte, modernistisk normbrydende eller autofiktivt “inderlige”. Vi tror på at lade den enkelte forfatters praksis styre og på at lade sig overraske, hvilket nok ikke mindst er vigtigt, hvis man også ønsker, at litteraturen skal udvikle sig. Før skolen blev en statslig institution, havde den en basis i det litterære miljø og blev realiseret af tre forfattere, Poul Borum, Per Aage Brandt og Ulla Ryum, i en forhåbning om, at forfattere og digtere af mange typer kunne mødes om en passion for litteraturen og dens mange muligheder.

(Personligt …)

… finder jeg det næsten umuligt at definere kvalitet i generelle begreber. Det enkelte værk, den enkelte bog eller tekst, som pludselig overbeviser og nærmest kræver min tilstedeværelse, er det vigtigste. Jeg mener, at teksten på den ene eller anden måde selv skal kunne bevise sin gyldighed, så jeg slet ikke tænker på at kvalitetsbedømme den. Så jeg ikke tænker på, om den nu er det ene eller det andet, godt skrevet fx, om den rummer en aktuel problematik, endda om den er original. Man kunne sige, at jeg gerne vil forsvinde i værket, men så med den tilføjelse, at et værk, der muliggør en sådan opmærksomhed i læsningen, lytningen, også ofte er det værk, som kan tydeliggøre verden i det hele taget. Tilstedeværelse, opmærksomhed … Flere begreber. I realiteten var det bedste for diskussionen af litterær kvalitet måske at tænke på sine helt konkrete oplevelser af kvalitet og turde stå ved dem, hvor de end lå, det vil sige de gange, måske i virkeligheden ikke så mange, hvor man har haft en sådan oplevelse af, at noget simpelthen overbeviser én, måske også uden at man havde ventet det. For der findes i dé konkrete oplevelser, særlige for hver enkelt, en slags indre kvalitetsparameter: Hvorfor al den her litteratur? På grund af netop dén her tekst.

Til toppen